
Dansk R&B er blevet sort
Danmark er, med bands som Outlandish, Mintman og Karen, ved at få en R&B-scene med den originale sorte sound. Etablerede bands som Thomas Helmig og Maria Montell har op gennem 90’erne gjort forsøget, men uden at ramme den rigtige lyd – den er der nu.
Gennem de sidste ti år har en række af de etablerede navne forsøgt at lave R&B- og soul albums. Resultatet har, på trods af breakbeats og blide ballader, været ret tamt og ingen har formået at ramme den ’sorte lyd’. Under inspiration af bands som Destiny's Child, Aaliyah og Toni Braxton er der imidlertid ved at opstå en platform af bands på den danske musikscene, der har den originale sound.
- Det kommer selvfølgelig fra USA, fordi det også derovre er kommet meget op til overfladen. Men det betyder nok også noget, at hiphop efterhånden har været på banen i mange år. Det er også blevet mere tilladt at lytte til alt muligt nu. I 80erne lyttede alle til Thomas Helmig og Sanne Salomonsen, mens det er meget mere spredt nu. Vi bliver også yngre - os, der laver det. Vi er vokset op med MTV og kan se det og bliver inspirerede af det, siger 25-årige Karen, som er en af årets interessante danske r'n'b-debutanter.
Det Amerikanske beat kombineret med danske tekster har placeret Karen som en af pionererne på den danske R&B-scene. Det er anderledes og man skal lige vende sig til de danske tekster, men det rykker og der er pondus i melodierne.
- Det er den måde, jeg udtrykker mig bedst på. Jeg synes, det er meget mere nærværende. Det er også fedt at synge på engelsk, men dansk er det sprog, vi taler sammen på, så det bliver mere nøgent. Man lægger mærke til hvert ord. Det tænker man også automatisk på, når man sidder og skriver, for man er vant til, at på engelsk kan man synge hvad som helst. Men det kan man ikke på dansk. Der er forskel på at synge "I love you" og "Jeg elsker dig". Det bliver meget mere hudløst, siger Karen og fortsætter. Det er lidt ligesom i hiphop, hvor man rapper, hvad man mener, uden at pakke det ind i blå skyer. Soulmusik er jo sjæl. Det er de allermest basale ting: Kærlighed, afmagt, forvirring, lyst, begær, sex og jalousi.
Karens musikalske karriere startede i det nordlige sjælland, hvor hun som niårig blev indlemmet i Helsingør Pigegarde og spillede signalhorn. Senere optrådte hun i solistkoret Læderhalsene og i en række af DR’s Selsving-programmer
- Jeg har også været involveret i pladeprojekter før, men der har typisk været en opfattelse af, at "godt, så er du bare sangerinden, og så ville det også se meget pænere ud, hvis du havde langt hår". Det bliver jeg træt af bare ved tanken, for så bliver man negligeret til ikke rigtig at være andet end en pige, der står og danser og vrikker lidt med numsen, siger hun.
Kærligheden til R&B og lysten til at lave et dansk album i denne genre har længe været til stede, men hun ville selv være med i processen fra produktion til tekster. For et års tid siden mødte hun Lasse Lindholm fra hiphop-gruppen Hvid Sjokolade samt producenten Saqib. De etablerede et samarbejde, som mundede ud i debutalbummet En Til En.
Brøndby Strand
Med deres fremragende debutalbum Outland's Official er trioen Outlandish et dansk band med potentiale til et internationalt gennembrud.
Albummet har en høj musikalsk kvalitet, men samtidig et vigtigt politisk signal. Outlandish er nemlig et band af andengenerationsindvandre og det er første gang at denne gruppe for alvor stikker snuden frem på den danske musikscene.
- Vi er vel mere realister på den måde. Det er også derfor, vi ikke rigtig har fået noget fra den danske hiphop-scene. Dansk rap handler meget om fisse og fester og om at tage pis på det hele. Pladeselskaberne vil helst have den stil, hvor der er vægt på det sjove. Jeg har personligt måttet kigge på nogle helt andre stilarter og hiphop-kulturer, Frankrigs eller USAs, for dér føler man sig meget mere tilknyttet på en underlig måde, mener Isam. Især fransk hiphop har været en inspiration med sit kraftige, etniske præg fra landets mange indvandrere. - Selv om man ikke forstår fransk, så ser man en video, hvor der er nogle scener, som virker genkendelige. Hvor man tænker: "Hold kæft, det har jeg da også oplevet.". F.eks. skænderier med moderen, fordi hun ikke forstår noget, og hvor man står mellem to kulturer. Det inspirerer til at skrive tekster og finde sig selv via musikken. Den danske scene har vi aldrig rigtig dyrket, vi har været lidt isolerede fra den. Vi havde vores egen lille kultur i Brøndby Strand, og det er sådan, vi har skabt den lyd, man hører på pladen.
Bandets tre medlemmer Waqas, Isam og Lenny mødte hinanden i en ungdomsklub i Brøndby. På det tidspunkt i 90’erne hvor det var meget trendy at rappe.
- Vi brugte dj-udstyret i ungdomsklubben, og vi var mange på det tidspunkt. Men efterhånden forsvandt trenden, og så var vi kun tre tilbage. Vi gik åbenbart lidt mere op i det, fortæller Lenny.
Det blev til en række mindre optrædener, men til sidst fik de produceret et demobånd, hvilket udmundede i en plade kontrakt med selskabet BMG. Pladeselskabet satte trioen i forbindelse med Shirley Haim, Madness 4 Real (DGP) og Ezi Cut kunstnere, der alle har haft en finger med i spillet på Outlandish debutalbum
- Vi vidste ikke, at vi ville blive så roste. Men det er første gang, at man hører multietnisk musik i Danmark på den måde, og vi har ligesom fået en rolle, hvor vi viser indvandrere frem på musikscenen. Vi vidste godt, at vi havde en ny lyd, men jeg tror bare, at vi havde hørt på det og vænnet os til det så længe, at vi havde glemt alt om, hvor ny den egentlig er. Selv en ældre mand på vel 60 år skrev en stor klumme i Berlingske om, hvor fedt det er, at vi er kommet frem. Så bliver man meget fascineret og tænker "Shit, hvad fanden har jeg gjort, vi har jo bare lavet en plade". Men så har man åbenbart haft en stor impact, forklarer Isam.
Læs hele Outlandish biografi
Mintman
Carsten Mortensen, der er personen bag Mintman og albummet Composer's Kitchen, som er en blanding mellem soul og funk i en kombination, der er helt tilbagelænet og smooth.
Den 34-årige herre spillede som teenager i børnerockgruppen Knasterne, der har udgivet to albums. Da Carsten var 16 år blev bandet opløst, men Mintman fik job i et studie og arbejdet med musik var stadig intakt.
- Når der ikke var bands derude, havde jeg faktisk fri adgang til at bruge det. Så jeg boede stort set derude og sov under mixeren. Jeg lavede musik hele tiden, og på et tidspunkt fik jeg fat i en sanger, som var mulat. Han havde nogle helt nye idéer og en helt anden måde at synge på, end jeg var vant til. Da jeg så hørte Prince, var det nærmest en åbenbaring, og jeg brugte utrolig meget energi på at ramme den samme nerve, samme lydbilleder, groove og feeling.
Begejstringen for den ’sorte musik’ er kommet ind med modermælken. Faderen var jazzbassist og hans store broder var DJ med en svaghed for soul og funk-rytmerne.
- Den kommercielle R&B er blevet tidens popmusik. Jeg tror også, at da Thomas Helmig lavede en lidt soulagtig plade, var han med til at få den bredere ud. De folk, der lytter til Thomas Helmig, hører noget nyt dér og vænner sig ligesom til det. Så bliver det accepteret. Og så er vi jo et land, der ikke rigtig tør gøre noget, før andre lande har gjort det. I hvert fald inden for branchen, siger Carsten. En holdning, der deles af Lenny fra Outlandish.
- Talentet er her, men måske er det mentaliteten. Det er, som om vi altid er bagud. Vi skal altid følge, hvad udlandet gør. Vi siger aldrig: "Det her er fedt, det går vi ind for". Det var fedt, hvad Aqua gjorde, selv om det måske ikke er min stil. Et dansk band, der sætter sig på det store og konkurrerer alt ud. Men i stedet for at pladeselskaberne siger: "Det kan sagtens lade sig gøre", så siger man, at det bare var held. Så hellere bare sætte sig på det sikre, som sælger 20.000 herhjemme, færdig. I stedet for at give den hele armen. Det, synes jeg, er forkert.
Som 22-årig flyttede Carsten til København, hvor han spillede med fusions-bandet Pass The Butter. Efter en koncert på Park Cafe blev han introduceret for den færøsk/marokkanske sangerinde Monia. De to begyndte at arbejde sammen og deres musik gik mere og mere i retning af R&B.
- Jeg havde hende oppe på en prøve, og så kunne jeg med det samme høre, at hendes stemme var unik. Hun havde et utroligt talent, til trods for at hun ikke rigtig havde sunget før. Hun havde bare en passion for det, og så har vi udviklet det sammen. Var hun ikke kommet med, havde det nok taget en helt anden drejning, fortæller Carsten om Monia, der lægger stemme til mange af pladens numre.
Læs Mintmans biografi
|
|